Sænke indetemperaturen om natten.jpg
Det betaler sig at reducere varmen om natten, men skru ikke for meget ned på termostaten.

Varmestyring bliver stadig mere populært, blandt andet fordi det er blevet så meget lettere at håndtere. Både mobilen og dit eget panel på væggen kan give dig god kontrol med energiforbruget til opvarmning i hjemmet, så du slipper for at fryse eller fyre for hårdt. 

Mere strøm

Mange er imidlertid blevet skuffet i forhold til, hvad forhandleren lovede. Det skal jo være muligt at spare 25 procent af energiudgifterne til opvarmning med sådan en løsning.

Og det er ganske korrekt. Alligevel oplever flere ingen ændring eller det modsatte - at elregningen bliver større.

Zonestyring

Kort fortalt indebærer varmestyring, også kaldet zonestyring, at termostaten på hver radiator kommunikerer med en central, som sørger for at holde den angivne temperatur i hver zone.

En zone kan være flere stuer og køkkenet, som holder 22 grader. Soveværelset kan være en anden zone, med 18 grader.

Om natten og i dagtimerne, når ingen er hjemme, kan styringen sørge for at reducere varmen i stue og køkken for at spare på strøm og udgifter.

For koldt

Det er hér mange går fejl ved at krydse grænsen for, hvor langt ned, man kan skrue temperaturen, før det bringer nye omkostninger med sig. Leverandører af varmestyring har tjekket forbrugervanerne:

Når folk først kan automatisere dette, sætter de natte- og dagtemperaturen så lavt som 10 grader for at spare strøm. Om morgenen og eftermiddagen skal det være behagelige 22 grader. Det betyder, at el-radiatorerne må arbejde hårdt for at få temperaturen op, og det øger elforbruget og dermed regningen.

Fagfolk siger, at du maksimalt skal reducere temperaturen med mellem 3 og 5 grader. Så vil der være en gevinst at hente med varmestyring.

Læs også: Hvorfor er du nødt til at justere termostaten så tidt?

Taber kampen

Du skal også tjekke, at der er reelle varmezoner i boligen. Dette kan lyde vældigt teknisk, men det er ikke kompliceret: Luk døren til soveværelset!

Hvis stuen og soveværelset ligger væg-til-væg, med en dør på klem, kan termostaterne i de to zoner forvirre hinanden. Temperaturen reduceres på tidspunkter af døgnet, hvor stue og køkken ikke er i brug, men det hjælper ikke, hvis termostaten i soveværelset opfanger dette temperaturfald.

Så vil den opfatte det som om, det bliver for koldt - og gå i gang med at arbejde temperaturen op til sine tildelte 18 grader. Gennem en dørsprække vil el-radiatoren i soveværelset tabe den kamp. I stedet vil den stå og arbejde kontinuerlig gennem hele dagen, mens du om natten sandsynligvis vil kunne mærke, at det bliver lidt for varmt under dynen.

Langsom varme

Hvis du er i tænkeboksen om, hvilken slags varmekilde du skal satse på for at få det behageligt i hjemmet, bør du overveje de såkaldte hurtige løsninger. Det er i praksis elektriske radiatorer.

Vandbåren varme og olieradiatorer reagerer langsommere på temperaturændringer og vil derfor bruge tid og energi på at øge temperaturen til komfortniveau efter en natsænkning.

Find grænsen

Få gerne faglig hjælp til at opsætte zoner, som fungerer med varmestyringen. Der er ofte tale om enkle løsninger. Hvis døren mellem to zoner normalt står åben, så lad dem hellere tilhøre samme zone.

Kernebudskabet er: Hvis det skal være behageligt, når du står op, er der grænser for, hvor meget du kan reducere indetemperaturen med om natten.

15 misforståelser om varme som koster dig tusindvis af kroner